Lyngemetoden

Du behøver ikke lade dine tanker ødelægge din livskvalitet

Lyngemetoden er 7 måneders struktureret mental træning, hvor du lærer at styre dine tanker – frem for at lade tankerne styre dig. 

Du træner 32 mentale færdigheder med ét mål: at bekymringer, overtænkning, stress, angst og negative tankemønstre ikke længere skal styre dit liv.

9 ud af 10 oplever, at deres symptomer på stress, angst eller depression forsvinder efter et gennemført forløb. 

Så du kan bruge din energi på dit liv, dine drømme og dine visioner.

Vælg din mentalttræner

Livsforandring

Hør hvordan andre har fået et godt liv.

Lær´at sætte andre fri fra stres, angst og depression

Læs mere om psykologiuddannelsen her

For mennesker, der ikke nøjes med at fungere – men vil fungere optimalt.

Forstil dig at blive trænet i at give mentalt slip på alt det, der ikke hører hjemme i dit liv. Få dobbelt så meget energi, at blive gladere, at sove bedre – og gøre dig fri af negative tanker.

Lyngemetoden er til dig der,

✔ er træt af at kæmpe med dine tanker

✔ ikke ønsker en diagnose som identitet

✔ vil have noget, der faktisk virker i hverdagen

✔ vil prøve en psykologi der i dens arkitektur er designet til at sætte dig fri 

✔ vil leve et bedre liv og op til 7 år længere.

Har du dømt Søren Lynge – Uden at vide, hvad du dømmer?

TV 2 fremsatte nogle meget alvorlige påstande

TV 2 valgte i starten af 2026 at lave et kritisk tv-program om Søren Lynge – lederen af Lyngemetoden.

I programmet og de efterfølgende artikler blev der blandt andet skabt et billede af, at jeg skulle skylde millioner i moms, bevidst have undladt at betale moms og have omtalt mig selv som psykolog.

Det er ikke små anklager.

Det er påstande, der kan ødelægge et menneskes navn, en virksomhed og et levebrød.

Men så kommer det interessante.

Var ovenstående sandt? 

Nej. 

Blev det dokumenteret? 

Nej. 

Beviste TV 2 det? 

Nej. 

Alvorlige anklager.

Simple spørgsmål.

Og ikke ét eneste dokumenteret bevis.

Det er faktisk ret opsigtsvækkende.

For TV 2 brugte enorme ressourcer på at undersøge, interviewe, filme, klippe og sende et program til hundredtusindvis af danskere.

Men efter alt det arbejde står vi tilbage med et ganske enkelt problem:

Hvor er beviserne? 

For man kan diskutere holdninger.

Man kan diskutere fortolkninger.

Man kan diskutere journalistiske vinkler.

Men hvis man fremsætter alvorlige anklager mod et menneske og en virksomhed, må man også kunne dokumentere dem.

Og her bliver sagen næsten absurd:

TV 2 brugte måneder på at lede efter noget at afsløre – men endte med ikke at kunne dokumentere det, de lod danskerne få indtryk af, at de havde afsløret. 

Fordi ordet “pyramide” er et effektivt våben, når man har intention til at ødelægge og skabe mistanke.

Men lad os slå det fast: Lyngemetoden er ikke et pyramidespil. Vi er en almindelig dansk virksomhed, der gennem mange år har udviklet mentaltræning og mentale værktøjer, hjulpet tusindvis af mennesker og betalt skat af vores indtjening.

Alligevel vælger TV 2 at bringe en så alvorlig beskyldning ind i historien. Uden dokumentation kan ét ord være nok til at skade en virksomhed, der har brugt årtier på at bygge noget op.

TV 2 er selvfølgelig bevidst om, hvor meget sådan et belastende ord kan skade en dansk virksomhed. Og når der ikke er noget strukturelt forkert at komme efter, bliver spørgsmålet derfor, om selve skaden ikke var formålet. For havde der været noget konkret og dokumenterbart, havde TV 2 naturligvis fremlagt beviserne.

Og hvis TV 2 har påført os en dokumenterbar skade på et grundlag, der ikke holder, så må TV 2 også betale for konsekvenserne af det.

Det må guderne vide.

Jeg har aldrig opbygget en virksomhed på bedrageri. Jeg har aldrig bedraget nogen. Alligevel valgte TV 2 et narrativ, som de må have vidst kunne skade både mit navn, min virksomhed og det, jeg havde brugt 30 år på at bygge op.

Og hvad var dokumentationen?

Der kom ikke dokumentation for, at jeg havde bedraget nogen. Der kom kritik, fortolkninger og påstande — men ikke beviser for det bedrageri, som overskriften fik læseren til at forbinde mig med.

Det er en afgørende forskel.

Programmet var blandt andet bygget op omkring tre tidligere kunder med negative erfaringer. Kritiske stemmer skal naturligvis kunne komme frem. Men tre mennesker med en negativ oplevelse er ikke i sig selv dokumentation for, at en hel virksomhed eller de mennesker, der står bag den, er bedragere.

På jorden findes der næppe en virksomhed, organisation eller offentlig person, som ikke kan findes tre mennesker, der er utilfredse med dem.

Det afgørende er ikke, om der findes kritik. Det afgørende er, om kritikken dokumenterer de konklusioner, der bliver draget. 

Og det er netop dét TV 2 ikke dokumenterede.

Når man samtidig vælger en overskrift, der kobler en person sammen med ord som bedrager, er det ikke længere bare kritisk journalistik. Det er et meget alvorligt mærkat, som kan få enorme konsekvenser for den person og virksomhed, der bliver hængt op på det.

Når beskyldningen ikke kan dokumenteres, bliver spørgsmålet derfor ikke kun, hvad der blev sagt.

Det bliver også:

Hvorfor valgte TV 2 netop den fortælling og netop den overskrift? 

Det har gjort præcis det, man må formode, TV 2 vidste, at et så massivt medieangreb kunne gøre.

TV 2 har tidligere lavet kritiske udsendelser om virksomheder og personer, hvor der efterfølgende er blevet fremlagt dokumentation for bedrag eller snyd. I vores tilfælde er situationen en anden. TV 2 har ikke dokumenteret det bedrag eller den svindel, som mange efterfølgende har fået indtryk af. Og man kan ikke modbevise beviser, der ikke er blevet fremlagt.

Men konsekvenserne har været meget konkrete.

Vores medarbejdere og virksomhed er blevet hårdt ramt. Folkedomstolen har afsagt sin egen dom, og vores aktiviteter er blevet alvorligt beskåret.

Tastaturkrigere og personer, der har reageret voldsomt på udsendelsen, har været med til at ødelægge vores foredragsturnéer og andre aktiviteter. Vi har tabt millioner af kroner – et økonomisk tab, som jeg som ejer kommer til at bære konsekvenserne af i mange år frem.

Efter udsendelsen har vi oplevet, at samarbejder er forsvundet eller sat på pause, at kunder og samarbejdspartnere er blevet usikre, og at vores drift er blevet alvorligt ramt.

Det har kostet os millioner af kroner. 

Vi har måttet træffe beslutninger, vi aldrig havde forestillet os at skulle træffe – blandt andet at sælge ejendom og andre aktiver for at kunne overleve økonomisk.

Og konsekvenserne stopper ikke ved virksomheden.

Når en virksomhed, der arbejder med mental træning, bliver hængt ud offentligt, rammer det ikke kun virksomheden.

Det rammer medarbejdere.

Det rammer samarbejdspartnere.

Det rammer familier.

Men måske er den alvorligste konsekvens en helt anden:

Tusindvis af mennesker kan være blevet forhindret i at søge den hjælp, de ellers ville have søgt. 

For mange mennesker er det ikke længere spørgsmålet, om der er dokumenteret svindel. De har efter udsendelsen fået den opfattelse, at det hele er svindel.

Det er ikke det samme som det, TV2 faktisk har dokumenteret.

Men det er det indtryk, udsendelsen har efterladt hos mange – ikke mindst gennem den måde historien og overskriften blev præsenteret på. Og dermed bliver konsekvensen større end vores virksomhed.

Det handler også om de mennesker, som måske ikke længere tør række ud efter hjælp, fordi de tror, at alt det, der bliver kaldt mental træning, er svindel.  

Nej. Der er ikke fremlagt ét eneste bevis for bedrageri — fordi der ikke har været noget bedrageri.

Når en stor medieplatform fortæller en historie med billeder, eksperter, dramatiske formuleringer og stærke overskrifter, kan det være let for seeren at gå fra:

“Der bliver rejst kritik.” 

til:

“Så må han have snydt.” 

Men de to ting er ikke det samme.

Jeg vil gerne vurderes på mine faktiske handlinger — ikke på de konklusioner, andre vælger at drage om dem.

Jeg har brugt årtier på at udvikle Lyngemetoden. Jeg har skabt arbejdspladser, uddannelser, virksomheder, indhold og et system, som tusindvis af mennesker har brugt. Jeg har betalt mange millioner i skat.

Hvis jeg har gjort noget forkert, skal det naturligvis undersøges og dokumenteres.

Men hvis man anklager et menneske for bedrageri, momssnyd eller for at udgive sig for at være psykolog, må man også kunne dokumentere netop de anklager.

Det var ikke det, der skete her.

I stedet blev der skabt en fortælling, som mange efterfølgende kunne dømme ud fra — uden at der nødvendigvis blev skelnet mellem kritik, fortolkning og dokumenterede fakta.

Det er sådan, en folkedomstol kan opstå.

Og folkedomstolen behøver ikke beviser for at afsige sin dom.

Men det burde et stort dansk medie.

TV 2 vidste godt, at der ikke var ét eneste sagligt bevis på momssnyd eller bedrageri. Men TV 2 vidste også, at det kan være fuldstændig ligegyldigt for tastaturkrigerne, hvis udsendelsen er vinklet rigtigt.

For TV 2 var langt mere snedige end at sige det direkte. De sagde ikke nødvendigvis:

“Søren Lynge har snydt med moms.” De sagde ting som “det ser ud som om” og “det kan tyde på”. Juridisk er det en vigtig forskel. For seeren kan forskellen være enormt lille. Resultatet blev, at mennesker bagefter skrev:

“Snydere.”
“Bedragere.”
“Du har snydt med moms.” 

Vi har dokumenteret mere end 100 eksempler på den slags reaktioner. Men hvor var beviset? Mens TV 2 skabte fortællingen, var der ikke faglig dokumentation for bevidst momssvindel.

Vores uddannelse var og er vurderet som momsfritaget af BDO Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, og vi betaler lønsumsafgift efter reglerne for momsfri undervisning.

Så prøv lige at stoppe op et øjeblik:

TV 2 havde én fortælling.
Vi havde vores revisor.
Og vi havde dokumentationen. 

Alligevel var det TV-fortællingen, tusindvis af mennesker tog med sig hjem. Og dét er det egentlige problem. For en formulering som “det ser ud som om” kan være nok til at få tastaturkrigerne til at tro, at noget er bevist.

Det er ikke bare et spørgsmål om moms. Det er et spørgsmål om, hvad der sker, når en stærk mediefortælling er designet til at fælde dom i offentligheden. 

Og konsekvenserne har været reelle.

Kunder blev usikre.
Samarbejder blev ramt.
Virksomheden blev økonomisk alvorligt skadet.
Driften blev for stor i forhold til salget - derfor var vi tvunget til at fyre medarbejdere og sælge aktiver og ejendommen.

Og måske mest alvorligt:

Mennesker, som kunne have søgt hjælp hos os, blev potentielt skræmt væk, fordi de troede, at de havde set dokumenteret svindel på TV. 

Så nej.

Vi beder ikke folk om at tro på os.

Vi beder dem om at undersøge, hvad der faktisk blev bevist. 

For hvis en virksomhed kan få sit navn ødelagt af en fortælling, uden at de alvorlige anklager faktisk bliver dokumenteret, så er spørgsmålet ikke længere kun:

“Hvem har ret om momsen?” 

Det er:

“Hvor meget magt skal et medie have til at dømme mennesker, uden selv at levere beviset?” 

 

Vil det sige, at TV 2 har svinet jeres navn til og dermed ødelagt jeres forretning på baggrund af en fagligt ubegrundet vurdering?

Ja. 

TV 2 havde en såkaldt “skatteekspert” med i udsendelsen. Men vores regnskab og momshåndtering bliver ikke afgjort af, hvad der ser overbevisende ud på TV.

Det bliver vurderet af vores revisor og de relevante skattemyndigheder – ikke af en TV-fortolkning, som var designet til at skabe mistanke uden at dokumentere en bevidst momsovertrædelse.

TV 2 havde kameraerne. Vi havde dokumentationen. 

Så hvad blev faktisk bevist?

Intet. 

For der var ikke dokumentation for det, seerne bagefter troede, de havde set. Og dét er måske det mest skræmmende ved hele historien: TV 2 behøvede ikke at sige “Søren Lynge har snydt”.

Det var nok at skabe en fortælling, der fik andre til at sige det bagefter. Og konsekvensen?

Mennesker, der måske havde søgt hjælp hos os, kunne i stedet gå hjem med den modsatte konklusion: “Dem skal jeg holde mig fra.” 

Hvis det er muligt at ødelægge en virksomheds omdømme – og potentielt afholde mennesker fra at søge hjælp – uden at den alvorlige anklage faktisk bliver bevist, så er det ikke længere kun en historie om moms. 

Så er spørgsmålet, hvor meget magt et medie egentlig har over det, befolkningen tror er sandt.

Det ved vi faktisk ikke. Jeg har aldrig kaldt mig selv psykolog. Hvis TV 2 hævder det, må de naturligvis kunne dokumentere, hvor jeg konkret skulle have gjort det.

 

Jeg har gennem årene holdt flere tusinde foredrag, medvirket i flere hundrede podcasts og skrevet mere end 15 bøger. Jeg har igen og igen været helt åben om, at jeg ikke er uddannet psykolog, og at jeg ikke har valgt den traditionelle psykologiske uddannelsesvej.

 

Tværtimod har jeg offentligt fortalt, at jeg har brugt årtier på at udvikle et selvstændigt system til psykologisk færdighedstræning. For idéen opstod egentlig ud fra et meget enkelt spørgsmål:

 

Vi træner jo næsten alt andet.

 

Vi træner vores kroppe i fitnesscentre.

 

Vi træner vores børn i skolen.

 

Vi træner musikere, håndværkere, sportsfolk og ledere.

 

Vi træner faglige færdigheder igen og igen, indtil de bliver bedre.

 

Men hvor var det psykologiske træningscenter?

 

Hvor var stedet, hvor almindelige mennesker systematisk kunne træne deres mentale færdigheder – deres tanker, reaktioner, vaner, fokus og måde at håndtere modgang på?

 

Jeg kunne ikke finde det. Det eksisterede simpelthen ikke i den form, jeg ledte efter. Derfor udviklede jeg Lyngemetoden.

 

Ikke fordi jeg mente, at jeg havde opfundet psykologien.

 

Men fordi jeg mente, at der manglede noget mellem psykologisk viden og menneskets hverdag.

 

Der fandtes masser af viden om menneskets psyke. Der fandtes teorier, forskning, behandlinger og samtaler. Men jeg ville undersøge et andet spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi begynder at behandle mentale færdigheder som noget, der kan trænes systematisk? 

 

Ligesom vi træner muskler.

Ligesom vi træner et håndværk.

Ligesom vi træner en sportsgren.

Det blev udgangspunktet for Lyngemetoden.

 

Jeg begyndte derfor at udvikle konkrete mentale træningsværktøjer, øvelser, principper, gentagelsessystemer og en struktur, hvor psykologisk viden ikke bare skulle forstås – men trænes.

 

Det er også derfor, jeg beskriver Lyngemetoden som psykologisk færdighedstræning. Det har intet med en psykolog at gøre. Det er nærmest det modsatte.

 

Jeg siger helt åbent:

 

Jeg er ikke psykolog. Jeg har udviklet et system, der forsøger at gøre psykologisk viden træningsbar. Og måske er det netop derfor, det er lidt mærkeligt, når diskussionen bliver reduceret til en titel, jeg aldrig har brugt.

 

For det egentlige spørgsmål er langt mere interessant: Kan vi udvikle en systematisk måde at træne menneskers mentale færdigheder på – ligesom vi træner næsten alle andre færdigheder i livet?

 

Det spørgsmål har jeg brugt årtier på at arbejde med.

 

Og det er dét, Lyngemetoden handler om. Ikke at være den næste psykolog. Men at undersøge, hvad det næste kapitel i praktisk psykologi kunne være.

TV 2 ringede rundt til flere hundrede mennesker, der havde været i kontakt med Lyngemetoden.

De fandt tre, som var kritiske. 

Til gengæld fortæller et stort antal andre mennesker, at de havde haft en positiv oplevelse og oplevede markante forandringer i deres liv.

Flere af dem har efterfølgende kontaktet os og fortalt, at TV 2 også ringede til dem. Men når de fortalte, at Lyngemetoden havde hjulpet dem, oplevede de, at TV 2 ikke var interesseret i at høre mere.

Ifølge flere af de mennesker, der kontaktede os, var beskeden i praksis:

Vi er ikke interesserede i dem, det har virket for. Vi leder efter dem, det ikke har virket for. 

Det rejser et ret enkelt spørgsmål:

Hvis man vil undersøge, om noget virker – hvorfor leder man så primært efter dem, det ikke har virket for? 

For selvfølgelig skal kritiske erfaringer frem. Dem skal man kunne tåle.

Men hvis hundredvis fortæller én historie, og man vælger tre til at fortælle den modsatte, får seeren ikke nødvendigvis et billede af virkeligheden.

Man får et udvalg af virkeligheden. 

Og måske er det dét, der er mest tankevækkende:

Nogle bruger deres kræfter på at bygge noget op.

Andre bruger dem på at finde fejl ved det, andre har bygget.

TV 2 havde muligheden for at undersøge, hvorfor så mange mennesker fortæller, at Lyngemetoden har gjort en forskel for dem. 

De valgte i stedet at fortælle historien gennem dem, hvor det ikke virkede.

Det må man selvfølgelig gerne.

Men så bør man også være ærlig om, at man ikke har fortalt hele historien. 

For den anden del af historien er ganske enkel:

De mennesker, der faktisk har gennemført Lyngemetoden, giver i gennemsnit forløbet 5 stjerner. Så spørgsmålet er ikke kun, om man kan finde mennesker, det ikke virkede for.

Det kan man. Spørgsmålet er, hvorfor man næsten kun viser dem. For samtidig kæmper hundredtusindvis af danskere med stress, angst og andre mentale problemer.

Hvis vi virkelig har udviklet en ny måde at træne mentale færdigheder på, som kan hjælpe nogle af disse mennesker, burde det da være interessant at undersøge hvorfor det virker for dem, det virker for – ikke kun hvorfor det ikke virkede for de få, man fandt. 

For måske er den største konsekvens af en ensidig fortælling ikke, hvad den siger om Lyngemetoden.

Det er de mennesker, der aldrig prøver den, fordi de allerede har besluttet sig for, at den ikke kan virke. 

Og dét er en tanke, der er værd at tænke over:

Hvor mange mennesker skal fortsætte med at kæmpe med deres mentale problemer, før vi begynder at undersøge nye løsninger med samme nysgerrighed, som vi bruger på de gamle? 

Ja. 

TV 2 bruger offentlige midler og betydelige ressourcer på journalistik – blandt andet på at ringe rundt til vores kunder for at finde mennesker, der har haft negative oplevelser.

Det er i sig selv legitimt at undersøge kritik.

Men prøv at se kontrasten:

Nogle bruger deres ressourcer på at bygge noget op og hjælpe mennesker.
TV 2 bruger offentligt finansierede ressourcer på at lede efter det, der kan rives ned.
 

Det rejser et spørgsmål, som rækker langt ud over Lyngemetoden:

Hvad ønsker vi egentlig, at fællesskabets penge skal bruges til? 

Til at finde fejl og skabe konflikter?

Eller til at undersøge virkeligheden – hele virkeligheden – og give mennesker et oplyst grundlag for selv at tænke?

For hvis hundredvis fortæller én historie, og kameraet kun leder efter de få, der fortæller en anden, så er spørgsmålet ikke længere kun, hvad TV 2 fandt. 

Det er også, hvad de valgte ikke at vise.

Søren har aldrig lavet et CV.

Han er selvstændig. Hvem skulle han have sendt det til?

Jeg har gennem årene taget en række uddannelser og kurser inden for blandt andet psykologi og mental træning, også i udlandet. Det har jeg aldrig forsøgt at skjule.

Men at beskrive sin faglige baggrund er ikke det samme som at snyde med et CV.

Så hvad er det helt konkret, jeg skulle have snydt med?

Jeg har aldrig brugt et falsk CV for at få et job, en autorisation eller en offentlig titel.

Man kan diskutere mine uddannelser, deres længde og betydning. Det må man gerne.

Men at gøre det til, at jeg har snydt med mit CV, er en helt anden påstand. Og den kræver også dokumentation.

Det korte svar er: Fordi man åbenbart kan kalde sig ekspert i noget, man ikke behøver at have undersøgt særligt grundigt. 

TV 2's ekspert konkluderer, at Søren Lynge ikke har udviklet noget nyt.

Det er selvfølgelig en interessant konklusion.

For hvis man vil afvise, at noget er nyt, burde man vel først kunne forklare præcis hvad det er, man har sammenlignet. 

Vi ved ikke, hvilket materiale TV 2 har forelagt eksperten. Vi ved heller ikke, hvor grundigt hun har gennemgået Lyngemetodens samlede 7-måneders træningssystem, dets daglige struktur, principper, øvelser, gentagelsessystem, digitale platform, liveundervisning og den måde, forskellige psykologiske retninger er samlet i ét system.

Men lad os gøre det meget enkelt.

Man behøver faktisk ikke tro på Søren Lynge. 

Man kan bare sammenligne.

For spørgsmålet er ikke, om Lyngemetoden har opfundet kognitiv psykologi, metakognitiv psykologi eller andre eksisterende psykologiske principper.

Det har den naturligvis ikke.

Spørgsmålet er:

Kan man udvikle noget nyt ved at skabe nye mentale værktrøjer og ved at samle kendt viden på en ny måde, give det en ny struktur og herved skabet et nyt træningssystem? 

Selvfølgelig kan man det. Ingen siger, at en fodboldtræner har opfundet musklerne, fordi han udvikler en ny måde at træne fodbold på.

Ingen siger, at en musikskole har opfundet noderne, fordi den udvikler et nyt undervisningssystem.

Og ingen ville normalt afvise en ny træningsmetode med ordene:

“Men de bruger jo også ting, der allerede fandtes.” 

Det interessante er derfor ikke, om byggestenene eksisterede.

Det interessante er, hvad der er bygget med dem. Så lad os sammenligne. 

 

Klassisk psykologi / traditionel samtalebehandling 

Lyngemetodens nye tilgang psykologi 

Fokus er typisk på forståelse, refleksion og indsigt

Fokus er på træning, gentagelse og udvikling af mentale færdigheder 

Samtalen er det centrale redskab

Daglig træning er en central del af systemet

Ofte fokus på problemer, symptomer og deres sammenhænge

Fokus på konkrete mentale færdigheder og løsninger 

Lytte til hjernen 

Tale til hjernen  

Fokus kan være på fortidens erfaringer og mønstre

Fokus er i høj grad på fremtidig adfærd og nye mentale mønstre 

Klienten får typisk samtale og refleksion som centrale elementer

Deltageren får strukturerede øvelser, principper og gentagelser 

Hjælp foregår primært i selve samtalen

Træningen fortsætter mellem sessionerne og i hverdagen 

Relativt sporadisk kontakt afhængigt af behandlingsformen

Systematisk færdighedsopbyggende daglig træning over syv måneder 

Kommunikation er primært samtalebaseret

Interaktiv læring, visuelle øvelser, gentagelser og praktisk træning 

Indsigt er en vigtig del af processen

Nye færdigheder og nye handlemønstre er målet 

Hjælp foregår typisk på bestemte tidspunkter

App-baseret adgang 24/7 kombineret med undervisning og Q&A 

Psykologiske teorier anvendes i forskellige behandlingsformer

Psykologiske principper er samlet i et konkret, systematiseret træningsprogram

Faktum er at over halvdelen af Lyngemetodens mentale værktøjer er udviklet af Søren Lynge fra bunden. De er ikke hentet fra en lærebog. De er ikke kopieret fra en eksisterende psykologisk metode. Og de eksisterede ikke som konkrete mentale træningsværktøjer, før Søren Lynge udviklede dem. Det betyder naturligvis ikke, at de psykologiske principper, som nogle af værktøjerne bygger på, aldrig har eksisteret. Det ville være en absurd påstand. Det betyder noget langt mere konkret: Selve værktøjerne, deres struktur, øvelser, instruktioner og måde at træne bestemte mentale færdigheder på er udviklet af Søren Lynge. Og det er en væsentlig forskel. For hvis man vil hævde, at Lyngemetoden ikke indeholder noget nyt, må man næsten stille det lidt underholdende spørgsmål: Hvordan kan et konkret værktøj, der ikke eksisterede, før det blev udviklet, være gammelt?  

Lyngemetoden påstår ikke at have opfundet psykologien. Den påstår at have udviklet en ny psykologi som folk ikke er blevet præsenteret for før. En ny måde at organisere og træne psykologiske færdigheder på  – ved at kombinere kendte psykologiske byggesten med en konkret struktur, metode og en række selvstændigt udviklede træningsværktøjer.

Det er en væsentlig forskel. Påstanden er altså ikke, at alle byggestenene er nye. Påstanden er, at kombinationen, strukturen og den måde, de omsættes til daglig, gentagen mental færdighedstræning på, udgør et selvstændigt system.

Men ud fra ovenstående kan du nu selv konkluderer om Lyngemetoden er nyt eller blot ny vin på gamle sække. En ting er sikker vi har ikke set det før. Men vi ser frem til TV2 evt kunne fortælle os hvor de har set det før. For det glemte de vist at få med i udseendelsen. 

Det her handler ikke kun om mig.

Det handler om en idé.

Jeg har brugt mere end 30 år på at udvikle en ny psykologi — en psykologi, der ikke bare analyserer menneskers problemer, men træner de mentale færdigheder, der kan hjælpe mennesker med at blive fri af dem.

Jeg har udviklet en psykologi, som jeg mener kan helbrede mennesker gennem mental træning. 

Og måske er det netop derfor, den møder så meget modstand.

For når man udfordrer en etableret måde at forstå mental sundhed på, udfordrer man også vaner, interesser og systemer, der har eksisteret i årtier.

Men kritik af mig og min nye psykologi ændrer ikke på det grundlæggende problem:

Millioner af mennesker lider stadig. Sygdomsbyrden vokser globalt. 

Og når nogen forsøger at udvikle en ny vej, bør det afgørende spørgsmål ikke være, om den passer ind i det eksisterende system.

Det bør være:

Kan det hjælpe mennesker? 

Hvis svaret potentielt er ja, skal det undersøges — ikke hakkes ned.

Men jeg knækker ikke.

Tastaturkrigerne kan skrive deres kommentarer. Medier kan fortælle deres historier. Mennesker kan dømme på baggrund af det, de tror, de har forstået.

Vi fortsætter. 

For måske er den vigtigste læring fra hele denne sag ikke kun, hvad der skete med Lyngemetoden.

Det er, hvor let vi mennesker kan forveksle en stærk fortælling med sandheden. 

Det, der blev antydet. 

Og det, man bagefter selv kom til at konkludere. 

Det er også derfor, jeg ser AI som både en enorm mulighed og et enormt ansvar. For hvis vi begynder at acceptere maskinens svar uden selv at undersøge dokumentationen, kan vi skabe folkedomstole i en skala, vi aldrig før har set.

Vi vælger ikke hævn. 

Vi vælger ikke at rive andre ned. 

Vi vælger at bygge andre op. 

Jeg fortsætter arbejdet med at udvikle og udbrede en psykologi, der lærer mennesker at træne deres hjerne og udvikle deres mentale færdigheder — med det mål, at mennesker kan blive fri af de mentale lidelser, der har begrænset deres liv.

For jeg tror på, at verden ikke har brug for mere frygt, had og fordømmelse.

Den har brug for mennesker, der bliver bedre til at tænke, føle og leve. 

Og hvis store kræfter forsøger at stoppe den udvikling, så må de forsøge.

Jeg fortsætter. 

Søren Lynge 

50% Complete

Two Step

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.